Madspild

eSmiley støtter danske virksomheder i kampen mod madspild

Af Nicoline Dyhr

Danmark fejrer i dag, d. 29. september 2020, den første officielle madspildsdag. Madspildsdagen falder sammen med FNs International Day of Awareness of Food Loss and Waste.

I den forbindelse lancerer vi i eSmiley vores medlemskab i den frivillige aftale ”Danmark mod Madspild”, som er drevet af tænketanken ONE\THIRD

Frivillig aftale skal halvere madspildet

Danmark mod Madspild er en frivillig aftale, hvis mål er at halvere madaffald, inkl. madspild og/eller fødevaretab i den danske fødevarebranche inden 2030. Danmark Mod Madspild tæller en bred vifte af aktører i fødevarebranchen – fra jord til bord og på tværs af konkurrence. Aftalen forpligter alle medlemsvirksomheder til at måle og offentliggøre data om madspild en gang om året. Alt data måles efter samme standarder og med et erklæret mål om at nedbringe madspild med 50 % inden 2030. 

eSmiley støtter Danmark Mod Madspild som facilitating partner

eSmiley bakker op om projektet, og som “facilitating partner” forpligter vi os til at understøtte projektets overordnede formål om at reducere madspild med 50% frem mod 2030. Med en stærk fødevaresektor i Danmark, og med hjælp fra danske forbrugere, har vi alle mulighed for at blive et foregangsland, hvad angår reduktion af madspild. Det vil være godt for miljøet, for klimaet og for økonomien.

700.000 tons mad går hvert år til spilde i Danmark

Initiativet har sit afsæt i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, SDG 12.3, hvor det globale madaffald pr. indbygger skal halveres inden 2030 og fødevaretabet reduceres.

I Danmark går der årligt ca. 700.000 tons mad til spilde – 2/3 af dette spild forekommer i fødevaresektoren, fx i landbruget, i fødevareindustrien, i restauranter og i offentlige institutioner.

Når vi producerer en fødevare, bruges der energi, vand, jordarealer, næringsstoffer og ofte også sprøjtemidler. Hvis fødevaren smides ud efterfølgende, går ikke kun fødevaren til spilde, men også alle de ressourcer, der er blevet brugt til at fremstille fødevaren. Når vi reducerer madspildet i Danmark, understøtter vi klima- og miljøindsatsen gennem en mindre udledning af CO2, sikrer en bedre udnyttelse af jordens ressourcer og bidrager positivt til den danske økonomi.