Giv dine frosne bær et opkog

Af Supportafdelingen, eSmiley / /

Hvis du laver smoothies eller desserter med frosne bær, skal du give bærrene et opkog, inden du bruger dem i maden.

Bærerne skal koge (boble) i ét minut, før du serverer dem eller bruger dem i retter, der ikke varmebehandles yderligere før servering. 

Frosne bær kan nemlig indeholde norovirus, der kan give roskildesyge, hvis ikke de koges, og man kan blive syg med kvalme, opkast, mavesmerter, diarré og eventuelt feber.  

Hvis du arbejder i en instititution, offentligt storkøkken eller tilbereder mad til sårbare persongrupper, bør du OGSÅ  varmebehandle andre frosne bær, når bærrene bruges i retter, som ikke efterfølgende varmebehandles

Hvorfor havner norovirus på hindbær?

Når norovirus havner på hindbærerne, skyldes det altid dårlig hygiejne. Virus kommer nemlig fra afføring, som enten har siddet på hånden af en plukker efter toiletbesøg, eller som findes i det vand, der benyttes under produktionen på markerne, eller den videre håndtering.  

Så snart bærrene er plukket, fryses de ned, men i modsætning til mange bakterier dør den genstridige norovirus ikke  af kulden. Tværtimod, så er frysning faktisk den bedste måde at bevare virus på (!)

 

 

Vidste du:

Frysning dræber ikke norovirus. Faktisk er frysning den bedste både at at bevare virus på. 

 

Norovirus på bær er oftest et problem på importerede hindbær. I visse udenlandske plantager kan  arbejdsforhold og hygiejneforanstaltninger for plukkere være ringe og der er ikke samme krav om, at man skal bruge vand af drikkevandskvalitet til både vanding, rensning og overrisling af afgrøder som salat og bær

 

Hvad med friske bær?

I modsætning til frosne bær udsættes friske bær for sollys og  opbevares ved stuetemperatur, hvilket svækker evnen til at give sygdom. Men det er altid en god idé at skylle friske bær og frugt med vand, inden man spiser dem. På den måde kan man fjerne virus og bakterier helt eller deltvist.